Spring til indhold

Guitarspillende og motorcykelkørende ambassadør, Mikael Hemniti Winther, forlader Thailand

19.08.2016  05:53

Den 19. august 2016 er ambassadør Mikael Hemniti Winthers sidste dag på den danske ambassade i Thailand. Herefter venter endnu en udfordring som ambassadør til Bangladesh. Efter næsten seks år på posten som ambassadør til Thailand tegner ambassaden et billede af en noget anderledes ambassadør, der gerne maler udenfor stregerne.

I 2011 flyttede Mikael Winther sammen med sin thailandske kone, Ratanawadee, til Bangkok efter at have bestredet posten som ambassadør til Irak forinden. Ambassadøren er siden blevet kendt i Thailand som en mand, der er alt andet end den gængse forestilling om en kedelig bureaukrat.

Læs ScandAsias artikel om ambassadørparrets ankomst til Bangkok her

Allerede inden sin ankomst til Bangkok havde Mikael en tendens til at vende op og ned på fordomme, under sin udsending til Vietnam startede han blandt andet rockbandet The Deputies med andre diplomater sendt ud i tjenesten.

Læs Bangkok Posts portræt af Mikael Winther fra 2012 her

Ambassadøren er højt respekteret blandt kolleger i det diplomatiske korps, både som medlem af EU-kredsen og bredere som følge af hans ansvar som Dean for det diplomatiske korps. Med sin thailandske ægtefælle har de som par skabt mange varme forbindelser mellem thailændere og danskere.

Derudover er ambassadøren især blevet kendt for sin direkte tilgang til folk, når han har engageret sig i professionelle og sociale arrangementer. Alt fra ’Jazz on Grazz’, som var et jazz-arrangement i ambassadens egen have, hvor han også selv optrådte, til velgørende arrangementer såsom GO4 Charity Ride vedrørende road safety, hvor ambassadøren og 12 andre bikere kørte fra Bangkok, Thailand, til Phnom Penh, Cambodia, på deres motorcykler.

Læs Chili Magazines artikel om Mikael Winther og Danmark som det lykkeligste land her

Se en video fra da bikerne ankom til Phnom Penh her

Ambassadøren rejser nu videre mod Dhaka, hvor han overtager virket som dansk ambassadør til Bangladesh. Der venter store udfordringer på denne ambassade, som er en større repræsentation med helt andre udfordringer end i Thailand.

Vi ønsker ambassadøren alt mulig held og lykke i sin videre færd.

 

På vores Facebook-side vil der i løbet af dagen blive offentliggjort billeder og en afskedshilsen fra ambassadøren - klik her for at gå til vores Facebook



Seneste nyt

    Se alle