Spring til indhold

Køb af smykker og ædelstene

Køb kun smykker eller guld i veletablerede smykkebutikker. Vær opmærksom på, at der ikke findes statsejede smykkebutikker og ej heller regeringsstøttede "specialudsalgs"-dage for smykker.

Hvis du ønsker at købe smykker eller ædelsten i Thailand, anbefales du at spørge f.eks. de store hoteller eller Tourism Authority of Thailand til råds om, hvilke smykkebutikker de kan anbefale, i stedet for at tage imod råd fra personer, som henvender sig til dig på gaden eller på turiststederne som f.eks. ved Grand Palace eller MBK Center.

Hvis en fremmed henvender sig til dig og spørger, om du ønsker at gøre et godt køb i smykker, skal ambassaden på det stærkeste råde dig til at afvise tilbuddet.

Normal praksis i disse sager er, at den fremmede fortæller, at der er et særligt udsalg i en regeringsstøttet smykkebutik netop i dag. Eller måske fortæller vedkommende, at du kan tjene mange penge på at købe smykker/ægte sten i Thailand og sælge dem til en juvelérbutik i Danmark (ofte kender vedkommende navnet på en velrenommeret butik i Danmark). Vedkommende vil også fortælle, at der ikke er toldafgifter og skatter på smykker, som bliver indført i Danmark, og lover dig, at du vil kunne tjene 100-200% (skattefrit) af købsprisen, hvilket IKKE er rigtigt.

Får du sendt smykkerne direkte til Danmark vil smykkeforsendelsen vil blive stoppet af det danske toldvæsen, og det er ambassadens erfaring, at du vil blive afkrævet told og afgifter i henhold til købsprisen, hvis du modtager pakken. Hvis du kan nå at få pakken returneret til Thailand, mens du stadig befinder dig her i landet, og hvis butikken endnu ikke er lukket, anbefales du at henvende dig til butikken og prøve at forhandle med dem om at tage smykkerne tilbage mod tilbagebetaling af pengene. Du vil normalt kunne regne med at få refunderet mellem 50 til 80% af købsprisen.
Læg mærke til, at det normalt står eksplicit på kvitteringen, at varerne ikke tages retur. Hvis smykkerne bliver vurderet, er de ægte, men erfaringsmæssigt kun en brøkdel værd af det, du har betalt for stenene.

Det er ikke ambassadens erfaring, at du har nogen mulighed for at annullere en betaling, du har foretaget via dit kreditkort, hvad enten det er VISA, MasterCard eller andet kreditkort, når først transaktionen er godkendt, og du har skrevet under på betalingsgodkendelsen.

Ambassaden kan ikke - bortset fra rådgivning - bistå dig i disse sager. Vi kan ikke anmelde sagen til politiet på dine vegne og vi kan ikke modtage smykkerne, hvis du allerede er rejst ud af Thailand.

Hvor henvender du dig for assistance:

  1. Bureau of Prevention and Assistance in Tourist Fraud
    Ministry of Tourism and Sports
    4 Ratchadamnoen Nok Road
    (next to Ratchadamnoen Boxing Stadium)
    Wat Sommanat, Pomprabsatupai
    Bangkok 10100
    Telf: 0 2356 0650, (Suvarnabhumi Airport (0 2134 4077)
    Fax: 0 2356 0655
    E-mail: tsc@mots.go.th, og touristcenter13@gmail.com

    Eller på samme adresse:

  2. Tourist Police Office
    4, Ratchadamnern Nok Road
    (next to Ratchadamnern Boxing Stadium)
    Wat Sommanat, Pomprabsatupai
    Bangkok 10100
    Tel: (+66) 02 356 0583
    Tel. og fax: (+66) 02 356 0584

Eller ring evt. 1155 (særligt servicenummer til turistpolitiet, som har vagt 24 timer i døgnet) . Dog anbefaler turistpolitiet, at man kontakter dem indenfor normal butiks åbningstid, da de i så tilfælde straks kan tage kontakt til smykkeforretningen.

For internationale opringninger undlad "0".

Læg mærke til, at de smykkeforretninger, som excellerer i denne type bondefangeri, åbner og lukker konstant, og ejeren forsvinder sporløst. Hvis butikken derfor først er lukket, er det næsten umuligt for politiet at finde frem til ejeren.

Vær også opmærksom på, at smykkeforretningerne, som har specialiseret sig i denne type bondefangeri, ikke som sådan har begået nogen kriminel handling, da der ikke er faste priser på smykker, og butikkerne er omhyggelige med at sælge det, de har noteret på kvitteringen. Det vil sige, at de smykker du køber er ægte, men blot af en dårligere kvalitet, og derfor langt fra det værd, som du har betalt for dem.