Spring til indhold

Mistede dokumenter

Hvis du er uheldig og mister pas, kreditkort, flybillet mv., bør du henvende dig til politiet og få udstedt en politirapport samt anmelde tabet til dit forsikringsselskab.

Pas

Ambassaden kan udstede et nødpas til dig på 1 dag. Se under Nødpas for yderligere information.

Det kan anbefales, at man har en kopi af sit pas, inklusiv siden med indrejsestemplet i Thailand, da det kan lette sagsgangen.

Visakort

Mister du dit Visa/Dankort eller andre hævekort, anbefales det, at du straks kontakter dit pengeinstitut og anmelder tabet.

Uden for pengeinstituttets åbningstid kan du kontakte NETS:

For Dankort, Visa/Dankort og Visa Electron ring: +45 44 89 29 29
For MasterCard, Maestro, Visa og American Express ring: +45 44 89 27 50

Ved at ringe til et af de ovenstående numre, kan du øjeblikketlig få spærret kortet. Oplys navn og adresse, navn på pengeinstitut samt kortnummer, kontonummer eller CPR-nummer.

Se evt. www.visa.dk for yderligere oplysninger.

Flybillet

Kontakt flyselskabet og forhør dig.

Husk at ambassaden ikke kan yde lån til betaling af en hjemrejsebillet. Se evt. Pengeoverførsel for yderligere oplysninger.

Kørekort

Hvis du har fast bopæl i Thailand og kan fremvise den nødvendige dokumentation, kan du søge om nyt kørekort på ambassaden. Hvis du er turist i Thailand, skal du søge om nyt kørekort i Danmark.